En dame med en del år på agteren
Skibet Cassiopeia
Cassiopeia er en dansk tremastet topsejlsskonnert bygget i perioden 1939-1945 hos J. Ring-Andersen Skibs- og Båd bygger værft i Svendborg.
Kendingsbogstaver: OWLO
Type: 3-mastet topsejlskonnert
Brt: 99,26
Byggeår: 1939-1945
Byggested: J. Ring-Andersen, Svendborg
Motor: Scania Vabis – 230HK
Hjemsted: Esbjerg
Anden verdenskrigs udbrud betød allerede i 1939 at der opstod mangel på materialer og metaller til skibsbygning samt ligeledes brændstof til skibenes fremdrivning.
Samtidig blev mange skibe minesprængt og samlet set skabte denne situation grundlaget for en tvungen og nødvendig opblomstring for sejlførende træskibe.
Mange eksisterende skibe fik reetableret deres rig som ellers var taget ned til fordel for maskinkraft og enkelte nye sejlskibe blev bygget rundt om i landet. Alt dette var nødvendigt for at kunne opretholde transporten af detail- og landbrugsvare der i stor omfang foregik ad søvejene både indenlands og rundt til det øvrige Skandinavien.
Cassiopeia er bygget samtidig med flere næsten identiske søsterskibe men var dog adskillige år undervejs. Den lange byggetid skyldes J. Ring-Andersens modvilje mod at give den tyske marine adgang til bedding og slæbesteder.
Den tyske besættelsesmagt ønskede i vid udstrækning at gøre brug af den veletablerede danske industri, herunder også de danske værfter. Men J. Ring-Andersens værft lykkedes ved en modig og listig manøvre at holde den tyske marine ude.
Ifølge historien skulle Johannes Ring-Andersen have bildt den tyske marine ind, at værftets beddinger var fuldt optaget af nybygninger, kontraheret af den lokale skibsreder, A.E Sørensen.
Ved at have skibe ”under bygning” på alle beddinger, kunne han uden videre påvise at værftets kapacitet var fuldt udnyttet, hvilket betød at den tyske besættelsesmagt måtte søge alternativer til vedligehold af deres flådeskibe.
Dette var midlertidigt slet ikke tilfældet!
Så straks efter tyskernes henvendelse skyndte Johannes Ring-Andersen sig, at ro fra Frederiksø over til Skibsreder A.E Sørensens kontor på Jessens Mole, hvor de to herrer hurtigt underskrev en byggeaftale før den tyske marine nåede at undersøge forholdene.
Således blev kølen til Cassiopeia og hendes søstre lagt i al hast lige efter starten på 2. Verdenskrig, men altså først færdiggjort og leveret i 1945 efter krigens afslutning.
Skibet var oprindeligt rigget som slettopskonnert og blev ved aflevering døbt ”Lars” til skibsreder Chr. Jensen fra Rudkøbing, der satte hende ind i sejladsen med kartofler og andet til især København.
Skibet blev under adskillige ejere og navne anvendt som fragtskib i danske farvande indtil 1976, hvor den blev opkøbt af en fransk rigmand. Han fik rigget skibet med dens nuværende rig som 3-mastet topsejlsskonnert. Samtidigt fik han bygget dækshuset og lasten blev indrettet med kabiner klar til chartersejlads. Desværre skete der en aldeles tragisk hændelse for ejeren ved at hans søn, under en havnemanøvre, blev klemt mellem skibet og kajkanten hvilket forårsagede sønnens død. Ejeren satte efter uheldet skibet til salg hvor det efter et par år uden aktivitet i 1980 blev overtaget af Tvind rederiet “Thomas Brocklebank” der i 1980 bragte det tilbage til dansk flag under navnet Carene Star og er her gennem alle årene blevet brugt som hhv skoleskib og som base for sociale projekter.
Deep Blue Sea I/S overtog skibet maj måned 2017 hvor det lå oplagt ved det gamle byggeværft J. Ring-Andersen i Svendborg.
Her blev skibet navngivet “Cassiopeia” og en gennemgribende og påtrængt restaurering blev påbegyndt under kyndigt tilsyn af Peter Ring-Andersen,- værftets nuværende ejer og barnebarn af skibets bygmester.
Cassiopeia måler 27,13 meter i vandlinien, er 7,04 meter bred og den stikker max 2,92 meter. Den højeste mast er 25 meter over vandlinien og der er i alt 550 m2 sejlflade. Motorkraften er 230 HK leveret af en 6 cylindret Scania Vabis skibsmotor.
Hun har godkendelse til at sejle med 50 passagerer på dagture og 12 passagerer hvis rejsen strækker ud over 14 timer.
På dagturene kan hun sejles af en to-tre mands besætning afhængig af om sejlene skal op samt antallet af passagerer.
Det ser dejligt ud
Og det er dejligt. Vi var rigtig heldige med vejret så alle kunne være på dækket og nyde vinden i håret og udsigten.
Personalet ombord var søde og smilende. Var der nogen der havde spørgsmål tog de sig god tid til at forklare.
Det var helt igennem en dejlig dag.
Karin Bøllesmose - en glad gæst